Distribution, forarbejdning og opbevaring af magnesiumioner i den menneskelige krop:

I en menneskelig krop, der vejer 70 kg, er der ca. 24 g magnesium (denne værdi varierer fra 20 g til 35 g, afhængigt af kilden). Cirka 60% af denne mængde er i knogler, 29% i muskler, 10% i andre bløde væv og kun 1% i intracellulære væsker. Hos ældres organismer (over 60 år) reduceres indholdet af magnesium til 60-80% af indholdet i væv hos børn.
Det højeste magnesiumindhold inkluderer væv med den højeste intensitet af metabolismeprocesser, såsom hjerne, muskler (ca. 9,5 mmol / kg), hjerte (ca. 16,5 mmol / kg), lever og, desværre, også kræftvæv (ca. 8 mmol / kg) . Erythrocytter indeholder tre gange mere magnesium (2,4-2,9 mmol / l) end plasma (0,8-1,6 mmol / l). De fleste magnesiumafhængige fysiologiske processer bestemmes af tilstedeværelsen af den ioniserede form af elementet intracellulært.
På grund af de høje homeostatiske egenskaber ved plasma, magnesium og andre elementer er til stede i det i en konstant koncentration, er de også forbundet med plasmaproteiner og andre kemiske forbindelser, som bestemmer deres niveau, så bestemmelsen af magnesiumniveauer i plasma er meget upålidelig. Medicinske tilstande i den menneskelige krop har ringe indflydelse på niveauerne af elementer i plasma, mens de i høj grad forstyrrer homeostasen af intracellulært ioniserede elementer.

Absorption af magnesiumioner forekommer hovedsageligt i jejunum og ileum, hvor det sure miljø hersker. Absorption forekommer i to faser:
• ved passiv transport, baseret på fænomenet elektrokemisk gradient;
• diffusion letter af TRPM6 (transient receptorpotentiale melastatin) bærerprotein placeret i tarmepitelceller.
Magnesiumabsorption er parallel med vandabsorption. Denne proces er mere effektiv, når dens varighed er længere. Absorptionsgraden er direkte afhængig af graden af elementionisering, diætbalance og hormonel homeostase. Magnesiumabsorption er hurtigere i et surt miljø med en diæt rig på dyre proteiner, umættet fedt, vitamin B6, natrium, laktose, vitamin D med korrekt udskillelse af insulin og parathyreoideahormon i blodet. Til gengæld hæmmes magnesiumabsorption ved: alkalisering af miljøet, nogle proteiner, nogle fedtstoffer, mættede fedtsyrer, der danner uopløselige forbindelser med magnesium, fødevarefibre, fytinsyre indeholdt i korn, oxalsyre findes i mange planter (rabarber, spinat, sorrel), overskydende kalk (dermed de samtidige mejeriprodukter), alkohol, fluorider og fosfater. Det skal huskes, at nogle lægemidler også hæmmer absorptionen af magnesium.
Magnesium er generelt et element, der er vanskeligt at absorbere. Det er blevet beregnet, at kun ca. 30% af det magnesium, der konsumeres af mennesker, absorberes dagligt (heraf 10% i mekanismen for passiv diffusion). Resten forbliver bortvist på forskellige måder. Alle former for tarmsygdomme fra proliferativ til autoimmun har en direkte indflydelse på denne proces.
Stabiliteten af magnesiumniveauer i væv bestemmer ikke kun effektiv og uforstyrret intestinal absorption, men også den korrekte reabsorption af elementet i den stigende del af nefronen.

Magnesium er en hovedsageligt intracellulær ion. Mere end halvdelen af magnesium findes i knogler, ca. en fjerdedel er i musklerne, og cirka en fjerdedel er fordelt over hele kroppen, hovedsageligt i nervesystemet og organer med høj metabolisk aktivitet, såsom leveren, fordøjelseskanalen, nyrer, endokrine kirtler. Magnesiumreserven er sandsynligvis primært placeret i knoglerne.
På nuværende tidspunkt har vi imidlertid lidt viden om mekanismerne til at transportere magnesium ind i cellen og opretholde en øget koncentration af dette element intracellulært. Vi ved imidlertid, at magnesiumabsorption stort set skyldes lettere diffusion og afhænger af mange metaboliske og hormonelle processer i kroppen.
Det er kendt, at vitaminer B6 og D såvel som insulin er i stand til at øge indholdet af intracellulært magnesium, hvor adrenalin eller cortisol virker tværtimod.
udskillelse
Det vigtigste organ, der eliminerer magnesium fra vores krop, er nyrerne. Små mængder af dette element udskilles også gennem tarmen og også med sved. Nyrerne er ansvarlige for den rette koncentration af magnesium i det ekstracellulære rum.
http://www.e-manus.pl/